Diabetes Tur

I denne uge, slutter jeg en turné i samarbejde med Diabetesforeningen. Musikalsk set adskiller den sig ikke meget fra mine andre koncerter, men for mig har den en helt særlig betydning, fordi jeg selv lever med type 1-diabetes.

Som ambassadør for Diabetesforeningen har jeg tænkt over, hvordan jeg bedst kunne gøre en forskel og være med til at udbrede viden om både type 1 og type 2-diabetes. Det, jeg kan, er at synge, så idéen blev at lave koncerter i samarbejde med lokalforeningerne og donere overskuddet til foreningen. Det har været en fantastisk oplevelse, og det er helt sikkert noget, jeg vil gøre igen. Det føles meningsfuldt at bruge mine evner til noget større—både til at skabe et fællesskab og til at sætte fokus på den vigtige indsats, Diabetesforeningen laver.

I 2013 var jeg tæt på at dø på grund af type 1-diabetes. I to måneder havde jeg voldsomme symptomer, men jeg forstod ikke, hvad der var galt. Til sidst blev jeg indlagt på intensivafdelingen, hvor jeg var meget tæt på ikke at klare den. Det var en oplevelse, der ændrede alt for mig—og efterfølgende skrev jeg “Heal My Wounded Heart”. Titelsangen beskriver hele sygdomsforløbet, hvor jeg langsomt blev dårligere uden at forstå hvorfor. Til sidst gik syren på hjernen, og jeg mistede evnen til at tænke klart. Jeg kunne ikke engang finde ud af komme til lægen.

At leve med kronisk sygdom betyder, at man aldrig har pause fra det. Man er sin egen læge 24 timer i døgnet—med insulinmålinger, diæt og konstante beslutninger om, hvordan man holder kroppen i balance. Jeg er meget påpasselig og god til at passe på mig selv, men det kræver enormt meget arbejde. Nogle dage er nemme, og jeg tænker knap nok over det. Andre dage føles det som en enorm byrde, fordi energien simpelthen ikke rækker til andet.

Nogle nætter bliver jeg vækket af livstruende lavt blodsukker, og det kan tage timer at komme mig. Og alligevel skal jeg måske ud og spille en koncert næste dag—så må jeg bare tage mig sammen.

Heldigvis har jeg lært at træffe de sunde valg og tage hånd om min krop, men diabetes er stadig en stor del af mit liv. Som ambassadør arbejder jeg for at fjerne skyld, skam og fordomme omkring sygdommen. Der er alt for mange misforståelser og uheldige narrativer om diabetes, og det vil jeg gerne være med til at ændre.
Her er en lille snippet derfra med min flotte nederdel:

Follow to see more

Stay connected with new updates and posts. Follow now to catch what's new and exciting.

More stories...

Catch up on past updates, music releases, and everything else