Feed

Musik har altid været en del af mit familieliv, men det er kun én af de mange ting, der binder min familie sammen. Som barn spillede jeg violin og optrådte nogle gange med Bazar. Musik føltes frit og naturligt, og jeg elskede det. Jeg må have været omkring syv år dengang.

Jeg har et stærkt fællesskab med min familie, og vi taler sammen hver dag. Mine forældre og jeg har et tæt og sjovt forhold, nu i mit voksne liv betyder det så meget. Jeg værdsætter dem enormt og vi passer godt på hinanden. Vi deler ikke kun musikken—vi taler om alt muligt andet og har en stærk relation, der rækker langt ud over vores fælles passioner.

En stor del af vores samvær foregår på Læsø, hvor både jeg, min bror, mine fætre og kusiner samt mine forældre har sommerhuse. Her mødes vi ofte og holder mange ferier sammen. Selvom vores liv ikke kun handler om musik, krydser vi ofte hinandens veje kreativt. Min far og jeg spiller nogle gange sammen, og vi hjælper hinanden med forskellige projekter. Min søster har for nylig haft premiere på et stort animationsværk—en 13-minutters kortfilm, som hun har arbejdet på i tre år. Hun er en af de sidste, der stadig håndtegner animation på papir.

Jeg hjalp lidt med farvelægning og sang, min far spiller på soundtracket, som hendes mand har komponeret. På den måde flettes vores kreative verdener ofte sammen, og vi støtter hinanden på alle mulige måder—ikke kun i musikken, men i alt det, vi skaber og deler som familie. ❤️

Jeg har altid haft en forkærlighed for mine barndomsstjerner—Aretha Franklin, Stevie Wonder, Marvin Gaye, Mahalia Jackson og The Soul Stirrers. Og Whitney Houston er min helt store helt. Der er stadig dage, hvor jeg bare dykker ned i hendes musik, lytter og lærer.

At synge og udvikle sig som musiker er en proces, der aldrig stopper. Jeg har øvet mig utallige timer, men det stopper aldrig med at være spændende—der er altid noget nyt at lære. Og med alderen ændrer ens musikalske udtryk sig også, fordi der opstår nye ting, man gerne vil sige. Den udvikling elsker jeg.

Jeg vil begynde at dele flere musikalske anbefalinger her og der—både inden for soul, men også andre genrer, som har rørt mig gennem tiden. Der er så meget fantastisk musik derude, og jeg elsker at opdage og dele det. ❤️

Til at start med vil jeg dele denne koncert. Stemmemæssigt er hun helt på toppen, hun er så overskudsagtig og synger mange andre numre, men som bare bliver hendes helt egne.

En anden af mine favoritter er den norske sangerinde og sangskriver Emilie Nicolas. Hendes musik er en fascinerende fusion af elektronisk pop, R&B og jazz, kendetegnet ved hendes jazz-inspirerede vokal og elektroniske lyd.

Emilie debuterede i 2013 med sin single “Pstereo”, som straks gjorde indtryk på den norske musikscene. Hendes debutalbum, Like I’m a Warrior fra 2014, gik direkte ind som nummer ét på den norske albumhitliste og indbragte hende to Spellemannpriser (norsk Grammy) i kategorierne “Årets nykommer” og “Årets popsolist”. Hendes andet album, Tranquille Emile fra 2018, blev også rost af kritikerne og vandt Spellemannprisen for “Årets album” og “Årets popartist”.

Jeg har altid haft en forkærlighed for arabisk musik, som jeg lyttede meget til som barn. Emilies evne til at inkorporere disse elementer i sin musik skaber et dragende, storslået og mystisk univers, der kombinerer R&B-farver med noget større.

Hvis du ikke allerede har hørt hendes nummer Dark Matters, vil jeg varmt anbefale det. Det er et fremragende eksempel på hendes unikke lyd og evne til at blande forskellige musikalske stilarter.

Min pianist, Sten Rasmussen, og jeg har spillet sammen i 34 år. Det er ikke noget, man ser så ofte længere. Vores musikalske bånd er helt unikt, fordi vi kender hinanden så godt. Vi har tilbragt utallige timer på landevejen, delt alt, og med årene har vi opbygget en forbindelse, der ikke kan brydes. Når vi spiller, er der en helt særlig tillid—vi udforsker altid nye veje, og vi spiller aldrig en sang på præcis samme måde to gange. Det er noget, vi kan tillade os, fordi vi er så trygge i hinandens musikalitet. Vi tager chancer sammen.

Men vores relation handler ikke kun om musik. Vi er også nære venner. Vores børn er endda blevet tætte—helt på egen hånd. Vi ser ikke nødvendigvis hinanden hele tiden uden for musikken, men sandheden er, at vi tilbringer en stor del af vores liv sammen.

Sten og jeg mødtes, da han flyttede fra Hammel (ved Aarhus) til København. Min bror gik kortvarigt på konservatoriet, men mistede interessen, og det var dér, han og Sten krydsede veje. Så jeg “snuppede” Sten til mit eget band—Carmens Kapel. Vi spillede non-stop på de københavnske scener—onsdag, torsdag, fredag, lørdag—og fik hurtigt en fast fanskare, fordi vi spillede soul og Whitney Houston, som ingen andre rigtig gjorde dengang.

Sten og jeg er vokset op sammen—musikalsk og menneskeligt. I dag spiller han også med Lis Sørensen og alle mulige artister i alle mulige genre. Og har sine egne soloprojekter, der trækker i en mere brasiliansk retning. Han er en eminent og alsidig musiker. Hvis han ikke kan, har jeg to dygtige afløsere, og det fungerer også fint. Men for mig handler det at spille musik om at spille med mennesker, jeg holder af. Når man bruger så meget tid sammen—især i en bandbil—skal kemien være der.

Og nogle gange? Så træder min far til som afløser eller både steen og min far er med sammen. De koncerter? De er da de absolut hyggeligste. ❤️

Der er mange, der taler om, hvordan det er at have børn og samtidig spille musik. For mig har det altid været en del af livet—ikke en enten-eller situation, men en balance, jeg har måttet skabe selv.

Jeg spillede koncerter helt frem til ti dage før, jeg fødte. Fødslen var både hård og udmattende. Men kun ti dage efter stod jeg på scenen igen. Ikke fordi jeg følte mig klar, men fordi jeg ikke havde noget sikkerhedsnet. Jeg sagde ja til jobbet, fordi jeg troede, jeg ville få barselspenge—men fordi jeg havde spillet det ene job, skulle jeg tilbagebetale alle mine barselspenge så den sluttede der..

Dér gik det op for mig: systemet havde ikke mig.

Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne—jeg spillede videre og tog mit barn med mig. Min mand eller min mor trillede hende rundt, mens jeg optrådte. På den måde har jeg faktisk været mere til stede i hendes liv, end mange forældre med en ni-til-fem-job er. Jeg afleverede hende som den sidste og hentede hende som den første. Og ja, jeg arbejdede undervejs, men aldrig på bekostning af min tid med hende.

Der er noget ved at være enlig mor, som ikke bliver anerkendt. Man får ingen applaus for det enorme arbejde, det er. Det er stadig mere “fint” at være en kernefamilie end at stå alene med det hele. Ingen kommer og siger “Wow, hvor er det imponerende, at du klarer alt det her selv”. Men det ér et kæmpe arbejde—ikke bare at være den eneste forælder, men også at være den eneste, der træffer beslutninger, løser problemer, og står med ansvaret alene.

Men jeg er stolt. Min datter er et fantastisk menneske. Der er så meget i hende, der bare er hendes eget, men jeg giver også mig selv kredit. Det bedste, jeg har gjort i mit liv, er at være mor. Og jeg ved at jeg har gjort det godt.

Jeg har formået at bygge en karriere uden nogen form for støtte fra min egen branche. Jeg har ikke fået noget forærende, jeg har ikke haft en bagdør ind, og jeg har ikke haft et system til at gribe mig. Det har været mega hårdt, men også vildt fedt.

Jeg tror, der er mange, der kan spejle sig i det her—at stå uden garantier og alligevel skabe sit eget liv. Det er det, jeg gør hver dag.

Jeg har altid haft en svaghed for soul, men jeg bliver også draget af andre genrer, hvor musikken har en dybde og en nerve, der rammer mig. En kæmpe opdagelse for mig har været norsk musik. Jeg elsker Hjem til jul—jeg ser den mindst 30 gange hver december! Soundtracket er helt fantastisk, og da jeg begyndte at dykke ned i det, åbnede der sig en hel verden af vilde artister.

Fx Highasakite—de har en kæmpe, cinematisk lyd, som føles som åbne fjelde og storslået natur. Ingrid Helene Håvik har en fuldstændig fantastisk stemme. Det er ikke soul, men hendes stemme har farver af mange genre! Hun har vist gået på konservatoriet med jazz. Det er den kombination af sangskrivning og bandets enorme lyd, der gør det så unikt. Faktisk endte jeg med at indspille en af deres sange på mit seneste album Forgiveness som kan høres her på Sleeve. Det er sangen der hedder Under The Sun i en meget anderledes version end deres. Hør det direkte her:

https://sleeve.fm/albums/forgiveness

Jeg elsker mit band og mine sange – de betyder virkelig meget for mig, ligesom de tre drenge, jeg har spillet med i så mange år. Derfor har jeg lyst til at dele denne koncert med jer.

Jeg var over 25 kilo tungere dengang og havde et meget imponerende hår, men musikerne? er de samme. ❤️

Det gør det endnu hyggeligere, at min far var med på sit legendariske Hammondorgel – en lyd, der altid har haft en særlig plads i mit musikalske univers. 🎶✨

I denne uge, slutter jeg en turné i samarbejde med Diabetesforeningen. Musikalsk set adskiller den sig ikke meget fra mine andre koncerter, men for mig har den en helt særlig betydning, fordi jeg selv lever med type 1-diabetes.

Som ambassadør for Diabetesforeningen har jeg tænkt over, hvordan jeg bedst kunne gøre en forskel og være med til at udbrede viden om både type 1 og type 2-diabetes. Det, jeg kan, er at synge, så idéen blev at lave koncerter i samarbejde med lokalforeningerne og donere overskuddet til foreningen. Det har været en fantastisk oplevelse, og det er helt sikkert noget, jeg vil gøre igen. Det føles meningsfuldt at bruge mine evner til noget større—både til at skabe et fællesskab og til at sætte fokus på den vigtige indsats, Diabetesforeningen laver.

I 2013 var jeg tæt på at dø på grund af type 1-diabetes. I to måneder havde jeg voldsomme symptomer, men jeg forstod ikke, hvad der var galt. Til sidst blev jeg indlagt på intensivafdelingen, hvor jeg var meget tæt på ikke at klare den. Det var en oplevelse, der ændrede alt for mig—og efterfølgende skrev jeg “Heal My Wounded Heart”. Titelsangen beskriver hele sygdomsforløbet, hvor jeg langsomt blev dårligere uden at forstå hvorfor. Til sidst gik syren på hjernen, og jeg mistede evnen til at tænke klart. Jeg kunne ikke engang finde ud af komme til lægen.

At leve med kronisk sygdom betyder, at man aldrig har pause fra det. Man er sin egen læge 24 timer i døgnet—med insulinmålinger, diæt og konstante beslutninger om, hvordan man holder kroppen i balance. Jeg er meget påpasselig og god til at passe på mig selv, men det kræver enormt meget arbejde. Nogle dage er nemme, og jeg tænker knap nok over det. Andre dage føles det som en enorm byrde, fordi energien simpelthen ikke rækker til andet.

Nogle nætter bliver jeg vækket af livstruende lavt blodsukker, og det kan tage timer at komme mig. Og alligevel skal jeg måske ud og spille en koncert næste dag—så må jeg bare tage mig sammen.

Heldigvis har jeg lært at træffe de sunde valg og tage hånd om min krop, men diabetes er stadig en stor del af mit liv. Som ambassadør arbejder jeg for at fjerne skyld, skam og fordomme omkring sygdommen. Der er alt for mange misforståelser og uheldige narrativer om diabetes, og det vil jeg gerne være med til at ændre.
Her er en lille snippet derfra med min flotte nederdel:

Velkommen til! Det her er mit nye sted, hvor jeg tillader mig selv at give mig tid til at fortælle om musikken og mit liv med musikken. Tak fordi du er med! Jeg vil starte ved kernen. Min musik er soulmusik og soul musikken er min! Men jeg føler aldrig jeg valgte soulmusikken, den kom mere til mig... Lad mig forklare hvordan: Min far havde en kæmpe pladesamling fyldt med alle mulige genrer, da jeg var barn. Han introducerede os børn til det hele—Beethoven, Brahms, jazz, folk, rock, verdensmusik— vi lyttede til det hele. Det gav mig en utroligt bred musikalsk opvækst.

Men når man er seks år gammel, tænker man ikke: “Jeg kan kun lide soulmusik.” Man lytter bare. Og jeg lyttede til alt. Men de kunstnere, der virkelig fangede mig, var Aretha Franklin, Stevie Wonder, Marvin Gaye, Mahailia Jackson og The Staple Singers (den første generation af klassisk gospel). Min bror spillede The Beatles, min søster havde sine egne favoritter, men for mig var det altid soul. Jeg sang med, lyttede efter fraseringer og nuancer allerede fra en meget ung alder.

Første gang jeg virkelig fandt min stemme, var jeg stadig bare et barn. Og med det samme mærkede jeg forbindelsen—den full voice, jeg mærkede den som en meget naturlig ting tidligt. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det var præcis den stemme, der skulle til for at synge soul musik. Det passede bare sammen. Magi.

Selvfølgelig har jeg trænet og øvet i årevis, men fundamentet var der fra starten. Så på en måde var det ikke mig, der valgte soul—soul fandt mig.

Mig som lille blomsterbarn